Alt-gives-bort fra Min A-kasse

9 06 2010

Så kom afsløringen om at  Alt-gives-bort- så-jeg-kan-få-bistand-facebookgruppen egentlig var en gruppe oprettet af Min a-kasse for at skabe mere debat og  større viden – især blandt unge- om a-kasse og arbejdsløshed, og hvem der er, og især ikke er, berettiget til kontanthjælp.

Kort fortalt gik gruppen ud på , at Jonas Hansen (som nu viser sig at være skuespiller) gav sine ejendele væk, fordi han ellers ikke kunne få bistandshjælp, da hans socialrådgiver havde fortalt ham, han ikke måtte have værdier for over 10.000 kr. Vi har fulgt gruppen lidt, efter at nogle på vennelisten blev medlemmer. Og har, ligesom mange af de, der kommenterede på gruppens væg, været i tvivl om, hvorvidt det var en kampagne eller rent faktisk en person, der ikke havde særlig godt styr på bistandsreglerne. Det viste sig at være det første.

Det der er lidt interessant med denne kampagne er, at man jo straks drager paralleller til Karen videoen fra VisitDenmark.

Karen-videoen blev jo kraftigt kritiseret, fordi mange følte sig snydt og ført bag lyset, fordi det ikke var tydeligt hvem afsenderen var og man nok også følte sig lidt til grin, hvis man var hoppet på den. I begge tilfælde er man også emotionelt engageret i personen i kampagnen, man havde ondt af Karen, der ikke kunne finde faren til sit barn og af Jonas, som troede han blev nødt til at give al sine ting væk, og derfor vil reaktionerne, når folk opdager det er falsk, også være stærke, som vi bestem så til Karen-videoen. Umiddelbart kunne man tro, det var lidt det samme med denne gruppe, som har haft omkring 700 medlemmer og en livlig dialog, både folk der gerne ville overtage “Jonas”‘s ting, folk der ville hjælpe ham og de, der diskuterede kontanthjælpsreglerne.  Og jo, efter afsløringen er der også kommet indlæg på gruppens væg omkring, at mange føler sig ført bag lyset og snydt af “Jonas Hansen”, men endnu mere spændende er det, at se at der også er mange positive kommentarer. Der er altså forskel på hvem, der kan gå hvor langt og på hvilken måde man gør det. Det er egentlig meget forfriskende at se at Min a-kasse har turdet kaste sig ud i dette, og ikke er blevet afskrækket over al postyret omkring Karen-videoen.

Der selvfølgelig nogle forskelle for de 2, som måske gør, at der reageres så forskelligt. Hvor Karen-videoen var tænkt som en  viral video, der skulle brande Danmark i udlandet, så handlede Alt-gives-bort om at oplyse om kontanthjælpen og skabe debat. Karen-videoens indhold rørte nok også lidt ved nationalfølelsen, og nogle mente den fik danske kvinder til at fremstå som billige, ting som jo i sig selv kan få sindene i kog. Og ikke helt uvigtigt, så har Min a-kasse straks stået ved at de står bag, og giver svar på Facebook til de, der er frustrerede og vrede, og forklarer dem baggrunden og formålet med gruppen. Derudover så fik de folk, der hoppede på den og gerne ville have” Jonas”‘ ting, så vidt vi ved, rent faktisk tingene, en cykel blev endda givet til et godt formål, på opfordring af medlemmer af gruppen. Og lige præcis åbenheden, vedkendelsen og den fortsatte interaktion med medlemmerne gør at Alt-gives-bort får en helt anden reaktion. Generelt tror vi ikke at ugennemsigtighed på sociale medier altid er den bedste ide, men det er meget skønt at se, at nogle har turde kaste sig ud i noget nyt, og har turde tage dialogen med brugerne, også efter afsløringen og kritikken.





Bedre bustur

21 05 2010

Det var i sær videoen “Mukhtars fødselsdag” (se her under), der gjorde os opmærksomme på Arrivas kampagne, Bedre Bustur, der har kampagnesitet  bedrebustur.dk, men også  loveseats i de københavnske busser fangede vores opmærksomhed.

Og vi er ikke de eneste, der har opdaget kampagnen, Mukhtars fødselsdag-videoen er set af over 1 million indtil videre. Selv om selve kampagnen har kørt i et stykke tid (ca. 5 uger), er der de seneste par dage kommet masser af omtale til og debat af videoen, bl.a. på  ekstrabladet.dk, jubii.dk, TV2s Go’ morgen Danmark & Huset Markedsføring for blot at nævne nogle. Nogle har endda fundet “fejl” i videoen, så populær er den.

bedrebustur.dk linkes der til Facebook page, twitter profil, man kan se alle videoerne og billederne fra En Bedre Bustur. Desuden kan man skrive tanker/ideer til En Bedre Bustur, hvilket mange har gjort, og Bedre Bustur-folkene er  gode til at give respons.

Formålet med En Bedre Bustur er at skabe et bedre miljø både udenfor og indenfor bussen, og det virker som lige i øjet at integrere sociale medier i kampagnen. Det gør bussen nærværende for folk, og kampagnen formår virkelig at inddrage en masse gode elementer, og interagere med sine kunder.

Det er rigtig fedt at se en dansk virksomhed, der i den grad har formået at integrere og skabe synergi med sociale medier. Og for at være lidt teoretisk (man er vel specialestuderende), så er den et godt eksempel på Gladwells tipping point 😉

Det er Kadaver og bybird, der står for kampagnen, hvis du vil vide endnu mere kan du også se mere på Kadavers blog.





Social Media Revolution 2 (refresh)

20 05 2010

Så har Erik Qualman lavet en opdateret version af sin video, som vi viste her. Igen giver videoen et billede af, hvor hurtigt det går med sociale medier og hvilken effekt de allerede har på vores hverdag, den er meget i stil med den gamle – bare med nyere tal.

Tallene i videoen er fra hans bog Socialnomics (som vi skrev om tidligere).

Erik Qualman er selv en aktiv mand på sociale medier, og han forstår selvfølgelig at bruge dem. Han har ca. 32.500 followers på Twitter, og denne video fik i løbet af de første 3 dage den lå på YouTube over 64.000 visninger, og har siden den blev lagt på 5. maj haft 260.012 visninger. Tallene i sig selv er jo ikke nødvendigvis et succeskriterium, men det som det virker til, at Qualman gør godt, er involvering og interaktion. Han er rigtig god til at følge omtalen af sin bog , og eksempelvis skrive til de, der nævner bogen eller ham på Twitter, hvilket er ret godt klaret, når man tænker på hvor mange, det højst sandsynligt er.  Han er et godt eksempel på en person, der er engageret og interesseret i sociale medier, og det er virkelig et godt udgangspunkt hvis man vil anvende og få værdi fra sociale medier.