Trine-Maria Kristensen om sociale medier (Part II)

1 07 2010

Da vi interviewede Trine-Maria Kristensen fra Socialsquare (se part I her), kom vi ind på emnet omkring virksomheder, der  har været uheldige med deres social media aktiviteter, og det var en utrolig spændende snak.

Tit og ofte er man hurtigt ude med riven efter de virksomheder, som det på den ene eller anden måde gik galt for, da de forsøgte sig med et initiativ på sociale medier, f.eks. kender vi vist alle til og har hørt kritikken af Karen-videoen fra VisitDenmark eller Superbests blog.

Vi kom ind på emnet om disse ”social media fiaskoer”, og Trine-Maria havde en virkelig god pointe, som vi i dén grad synes, fortjener at blive videreformidlet. I stedet for at sidde og pege fingre af dem, som gjorde det galt, og kalde dem fiaskoer, så burde vi i stedet lære noget af det, og tage det med videre.  Trine-Maria formulerede det således med følgende metafor:

Når man sender soldater i krig, og de bliver skudt, så er det jo ikke sådan at vi siger, det kunne de jo bare have ladet være med at gøre. Tværtimod, vi giver dem en medalje for tapperhed, fordi de turde gå forrest og tage slagene. Det burde man måske gøre lidt mere af i virksomhederne, i stedet for at sidde nede i grøften og være bange.

Vi synes faktisk, det er en ekstremt god og ekstremt vigtig pointe. For lige nu er det vores indtryk, at rigtig mange virksomheder “sidder i grøften”, og er bange for at gå i gang og kaste sig ud i det, af frygt for at det skal gå galt, når man slipper den fulde kontrol.

Det er rigtig ærgerligt, at det er det, man tager med, og ikke i stedet tager ved lære. For ideen med en Superbest blog var jo ikke en dårlig ide, det var nok bare en virksomhed, som ikke var klar til kontroltabet, og som nok ikke havde tænkt på, at det ikke er ledelsen og marketing vi vil tale med, når kødet er for gammelt, det er supermarkederne eller slagteren selv, som Trine-Maria så klogt sagde. Superbestbloggen lærte os netop dette, vær klar til at du taber kontrol og vær klar til at deltage i en samtale på forbrugerens præmisser. Vi har tidligere rost Min A-kasse for deres Alt-gives-bort-initiativ (som potentielt kunne være blevet en “fiasko”), og vi talte netop med Trine-Maria om, hvordan man skal huske at rose dem, som tør. Det er fedt, at der er nogen, der tør; tør gøre det, tør prøve, tør dumme sig, så vi andre kan lære fra det.

Trine-Maria havde (som vi vist har nævnt ;)), nogle rigtige gode pointer, og vi synes hun er virkelig god til det, hun gør! Vi var begejstrede for at tale med hende, og synes, hun har helt ret; vi bør ikke pege fingre af dem, der tager slagene, men i stedet tage ved lære af dem, om de fejler eller får succes.

Vi vil gerne slutte af med dette citat fra den amerikanske forretningsmand Warren Buffett, som siger det meget godt:
 

“Someone’s sitting in the shade today because someone planted a tree a long time ago.”







Når man begiver sig ud i social media landskabet…

25 06 2010

Bare en lille opfordring til de virksomheder og for den sags skyld andre, der overvejer at begive sig ud i det sociale medie landskab:

Opdag           Deltag            Netværk            Del           Samarbejd

Det er især en opfordring til de, der er helt i opstartsfasen, og gerne vil vide hvordan man kommer i gang, som vi har hørt og læst om flere steder. Vi har bl.a.  hørt og talt om dette, når vi er ude at interviewe social media eksperter (se indlæg om dem her eller under tagget social media ekspert), og læst det i diverse social media bøger).

Social media  handler nemlig også om  at prøve sig frem, og blive bekendt med de forskellige sociale platforme.

Ordene på billederne i dette indlæg er meget beskrivende for, hvad social media handler om, og det er vigtigt at forstå. Lær platformene at kende, opdag hvilke, der virker for dig, og hvilke der ikke gør. Prøv at deltage i samtalerne, prøv at dele indhold, prøv at opbygge relationer, kort sagt gå på opdagelse. Det er nemlig altid en fordel at kende de værktøjer, man arbejder med og søger en strategi for, og det er unægteligt svært at lave en god strategi for noget, man ikke kender eller hvad?

Så opfordringen herfra:

Opdag           Deltag            Netværk            Del           Samarbejd

Ha’ en go’ weekend!

Desuden er billederne fra www.socialmedia-forum.com/europe/www.socialmedia-forum.com/asia/, som er sites for en social media konference, der afholdes i henholdsvis  London marts 2011 og Singapore i september 2010.





Trine-Maria Kristensen om sociale medier (part I)

19 06 2010

Så har vi atter slået vejen forbi en ekspert udi de sociale medier, for i sidste uge interviewede vi  Trine-Maria Kristensen fra SocialSquare, og det var super-inspirerende!

Trine-Maria er uddannet cand.scient.soc fra RUC, har bl.a. arbejdet som marketingchef i et pensionsselskab før hun i 2005 sammen med Thomas Madsen-Mygdal startede Socialsquare, som er “en konsulentvirksomhed, der hjælper organisationer med at genopfinde processer, produkter og værktøjer til det sociale internet”. Trine-Maria har desuden også bloggen hovedetpaabloggen.dk, hvor hun blogger  om “krydsfeltet mellem deltagelse, det sociale internet, organisationer og kommunikation”, og hvis du har en mindste interesse for dette, så bør du kigge forbi hendes blog, hvor hun kommer med nogle rigtig skarpe og inspirerende synspunkter omkring sociale medier.

Og netop hendes synspunkter omkring sociale medier var, hvad vi kom for at høre mere om, da vi mødte op på Socialsquares kontor på Vesterbrogade, og det var meget interessant at tale med hende om dette. Vi talte en hel del omkring netop betegnelsen sociale medier, og om hvordan ordet “medier” ikke yder blogs, sociale netværk, microblogging etc. retfærdighed, ordet “medier” fortæller ikke rigtigt hvad det egentlig er. Tværtimod, og Trine-Maria ramte hovedet på sømmet, da hun sagde at, sålænge vi kalder det sociale medier, så kommer vi aldrig væk fra den opfattelse flere virksomheder har af, at det er endnu en annonceringsplatform. Retorikken i at kalde det “medier” er med til at skabe en idé hos virksomhederne om, at dette er et nyt medie til at annoncere. Da vi talte med Astrid Haug om sociale medier var vi også inde på emnet, og vi blev bare bekræftet på vores møde med Trine-Maria i, at der for (nogen) virksomheder hersker en kanaltankegang, som ikke mindskes, når vi kalder det sociale medier.

Trine-Maria og resten af holdet på Socialsquare havde faktisk besluttet at undgå ordet sociale medier, og i stedet kalde det sociale redskaber netop fordi “medier” reducerer det til kanaler, når det i virkeligheden er platforme for nye måder at samarbejde på, kommunikere på, skabe transparens. Vi var meget enige med Trina-Maria i, at brugen af ordet mediet gør, at ligeså snart vi sætter det label på, så går der kanaltankegang i den hos marketing- og kommunikationsfolkene, og man tænker budksabkommunikation, hvilket sociale medier i princippet egner sig virkelig dårligt til.

I vores undersøgelse (som vi snart vil publicere resultaterne fra) kan vi også se, at rigtig rigtig mange af virksomhederne netop bruger sociale medier til annoncering. Vi talte med Trine-Maria om, om det måske egentlig er fordi, at når det er marketingfolkene, der sidder med ansvaret for social media aktiviteterne i en virksomhed (og det kan vi se, at det er i størstedelen af de adspurgte virksomheder i vores undersøgelse), så vil disse aktiviteter være præget af marketingtankegangen med at man skal “pushe” et budskab igennem, og det er ikke det som er sociale mediers force, deres force er samtale, deling, innovation.

Det førte os til spørgsmålet omkring, hvad alt dette betyder for sociale medier i fremtiden. Trine-Maria forudser ikke, at der vil komme et kæmpe skred i udviklingen, som hun måske så for bare et par år siden. For lige nu ser vi, at de sociale redskaber er blevet absorberet i de strukturer, som de i virkeligheden kunne nedbryde. Marketing og kommunikationsfolk har formået at gøre dem til en ny kanal, med envejskommunikation, hvilket er en skam. Flere virksomheder har fået overbevist andre om, at de nu har social media strategier, selvom det egentlig bare er annoncer og envejsbudskabskommunikation, sådan  som de hele tiden har haft, bare på sociale medier.

Derfor forudser Trine-Maria, at det tager tid før sociale redskaber vil vinde frem og få den indflydelse som de burde have.  Udbredelsen af sociale medier i virksomheder burde i følge Trine-Maria  komme fra innovationsafdelingen, udviklingsafdelingen og topledelsen, fra steder hvor der er pres på for øge kompleksiteten i organisationen. men i stedet bruges det som en dyr og dårlig måde til budskabskommunikation. Det er ærgerligt, for der er jo masser af andre steder at gøre det (dagblade, TV etc.), og som Trine-Maria sagde; ” Hvorfor i alverden så gøre det et sted, som er til at skabe samtale?”

Det er netop dette, der er problematikken med sociale medier, mange virksomheder har bare endnu ikke forstået hvordan de skal bruges. At dette er vores holdning er vel ingen hemmelighed, og det var skønt at få diskuteret dette med en person som Trine-Maria, der virkelig forstår sociale medier og har holdninger til dem.

Vi vil meget snart følge med endnu et indlæg omkring Trine-Maria om sociale medier, vi synes nemlig hun havde så meget godt at sige, at det ville blive alt for meget til et indlæg.





Timme Bisgaard Munk om sociale medier

11 06 2010

Endnu engang har vi været på ekspertbesøg! Denne gang lagde vi vejen forbi  Kommunikationsforum og tog en snak med direktør, Timme Bisgaard Munk. Timme har en ph.d i Internet Sociologi fra Københavns Universitet og startede i 1999 Kommunikationsforum – branchesitet, der henvender sig til alle med interesse for kommunikation.  
Det var rigtig spændende at høre om Timme’s erfaring med og opfattelse af sociale medier, og hvordan han ser potentialet for danske virksomheder.
Timme’s input var yderst interessant, fordi han præsenterede os for en lidt anden måde at anskue Social Media Marketing på, end vi gør. Han skelnede f.eks. mellem Social Media Marketing og ”andre sociale” aktiviteter, hvor vi anskuer enhver form for virksomhedskommunikation som en form for marketing – også selvom der er tale om f.eks. kundeservice via sociale medier, der jo ikke har et traditionel marketing format.

Så tak til Timme for at dele hans tanker med os☺

Vi præsenterede Timme for vores undersøgelse omkring danske virksomheders brug af sociale medier i marketing. En ting vi talte meget om var, at rigtig mange virksomheder opretter en profil på Facebook, som ikke bliver vedligeholdt! Det skyldes selvfølgelig, at virksomhederne kan se og mærke ”hypen” ved sociale medier, og derfor skynder de sig at lave en virksomhedsprofil på et socialt netværk som Facebook med et flot billede osv., og så er de per definition ”social” – fordi de jo har en profil! Problemet er, at selvom mange virksomheder kan se ”hypen”, så tænker de ikke over, hvad det vil sige (og mest af alt hvad det kræver!) at være tilstede på sociale medier. Der er ingen gevinst ved blot at have en profil! Sagen er, at det er en falsk løsning, der højst sandsynligt vil ende med at give brugerne en dårligere oplevelse, end hvis de ikke havde oprettet en profil.

Vi talte lidt om en artikel fra Kforum vi læste tidligere på året ved navn ”Gys på Facebooks kirkegård” (af Christian Andersen), der bestemt stadig er værd at læse. Her kunne man læse om, hvordan kendte danske virksomheder flokkes på Facebook for at følge hypen, men ender med at have etableret en død side, der kun hører hjemme på en kirkegård.
Vi understreger endnu engang nødvendigheden af at investere den tid, det kræves af en virksomhed at være tilstede på sociale medier. Virksomhederne er nødt til at tænke social, dialog og samtale. Timme sagde det godt og kort ”en god samtale slutter jo aldrig”.

Men hvad så hvis det ikke er virksomhederne selv, der står bag profilerne?

Siderne kan jo sagtens være lavet af fans eller medarbejdere. Uanset hvad er det virksomheden, der lægger navn til, og deres job er at værne om deres brand ved at følge diverse grupper/profiler og gå i dialog, hvis deres kunder ytrer ønske om det (hvilket de jo har gjort ved at oprette en profil).
Vi vil gerne slutte dette indlæg af med et citat af Avinash Kaushik (Analytics Evangelist og forfatter af “Web Analytics: An Hour A Day”), der på en lidt halv-corny, men ret præcis facon beskriver den omtalte problematik med at mange virksomheder laver et halvhjertet stykke arbejde i sociale medier.





Fisk-a-teers

31 05 2010

En af de ting som vi snakker en del om, og som vi også  talte med Astrid Haug om på vores møde den anden dag er, hvorfor (nogle) virksomheder er meget tilbageholdende og skeptiske overfor sociale medier. En af grundene som kommer frem i vores undersøgelse, og som Astrid også havde oplevet, er, at nogle ikke mener, at deres produkt eller virksomhed er specielt velegnet til sociale medier. Vi er af den opfattelse, at næsten alle virksomheder på den ene eller anden måde kan drage nytte af sociale medier, hvis det gribes rigtigt an. Det er bare en anderledes kommunikationskanal, og med kommunikationskanal mener vi IKKE et nyt sted man udelukkende skal annoncere eller drive med “push” marketing. Men det er en ny platform, hvorpå du kan komme i kontakt og dialog med dine interessenter, og det gælder for (stort set) alle typer af virksomheder. Astrid Haug nævnte Fiskars som et eksempel på en virksomhed/et produkt, der måske ikke umiddelbart virker som et oplagt produkt, der kan fungere på sociale medier, det er jo bare en orange saks…

Ikke desto mindre har Fiskars stor succes med deres hobbycommunity www.fiskateers.com, hvor scrapbogsentusiaster mødes og er fælles om deres interesse. Medlemmerne på sitet kaldes ”fisk-a-teers” og er ”crafting and Fiskars ambassadors”, altså et helt community af Fiskars ambassadører. (Hvis du vil læse mere om Fiskars og deres Fisk-a-teers, kan du læse om casen i  “Lyt til Elefanterne”).

Fiskars-casen viser, at når man tænker sociale medier, skal man ikke udelukkende tænke produkt, men også kigge på, om der er noget i brugssituationen/anvendelsen af produktet, man kan bygge sin social media indsats op omkring. Vi vil vove at påstå, at det er få virksomheder, som ikke på den ene eller anden måde kunne få gavn af sociale medier, og som er helt uegnede til SMM.

Så hvis du tror din virksomhed ikke egner sig til sociale medier, så overvej det igen!





Astrid Haug om sociale medier

28 05 2010

I dag besøgte vi Astrid Haug, medforfatter af ”Lyt til Elefanterne”, til en super snak om Sociale medier. Det var første gang, vi skulle præsentere vores undersøgelse for en social-media-ekspert, som Astrid Haug må siges at være, så vi kan godt afsløre, at vi var spændte på at høre, hvad Astrid syntes om vores undersøgelse og vores key findings.

Det var smadder spændende at tale med Astrid om vores tanker og meninger om social media. Og ift. undersøgelsens findings var det også fedt, at få talt vores hypoteser omkring hvorfor resultaterne ser ud, som de ser ud, igennem med en ekspert☺. Det viste sig, at Astrid var meget enig med vores hypoteser og  tolkninger på resultaterne – så det er jo super fedt at vide, at en ekspert som Astrid mener det samme som os☺.

Vi talte lidt om begrebet ”sociale medier” og at ordene ”social” og ”medie” var nogle brede størrelser. I ”Lyt til Elefanterne” benytter Astrid og medforfatter Anna Ebbesen i stedet ”digital kommunikation”.  I al den litteratur vi efterhånden har læst om social media, synes der at være lidt uklarheder omkring, hvad der helt konkret ligger i begrebet ”social media”, og mange forfattere har hver deres definition på, hvad social media er. Noget kunne tyde på at ordene ”social” og ”media” favner over noget, der måske er for bredt til, at vi kan have en ensartet opfattelse af begrebet.

Vi blev enige om, at fokus i ”social media” i hvert fald bør være mere på ”social” og mindre på ”media” – sagt med andre ord bør det altså handle mindre om teknologi og mere om mennesker. En vigtig ting at huske på, er at man ikke er ”social” ved blot at have oprettet en profil på Facebook. Den skal plejes og vedligeholdes, hvis du vil opnå en effekt.

Så key take aways til danske virksomheder efter vores møde med Astrid må altså lyde:

”social” og ”media” bør følges ad, før man som virksomhed

kan få noget som helst ud af sin social media indsats


Du sidder sikkert og tænker ”jamen, selvfølgelig skal de da det!” Men det viser sig faktisk, at en del overser dette.

Så investér den tid, det kræves at være “social”!





Christie Stauning Andersen fra NetSeeds

11 04 2010

På torsdag skal vi have en snak med Christie, som er ret sej til det der med markedsføring via sociale medier. Efter at have skrevet speciale om Ungdomshusbevægelsens brug af sociale medier fra ITU startede Christie NetSeeds, hvor hun rådgiver virksomheder i brugen af sociale medier og holder foredrag. Hun har bl.a. holdt foredrag for Dansk Netværk, se præsentationen her:

Du kan desuden se endnu flere præsentationer fra Christie Andersen på SlideShare, eller tjekke hendes hjemmeside netseeds.dk.
Vi glæder os allerede til at høre hendes mening om danske virksomheder og deres brug af sociale medier!




Interview med Rune Varnaa i hus!

25 03 2010

Æblekagen var sat på bordet, optageren lå klar, spørgerammen var trænet igennem – da to meget spændte specialestuderende skulle have møde med Rune Varnaa, der er underviser i Online Marketing.

Det var et super spændende interview! Da interviewet var afsluttet, var vi pludselig blevet dobbelt så begejstrede for vores emne, som da vi begyndte – og samtidig føler vi, at vi er på rette vej. Rune Varnaa, der har arbejdet en del år som konsulent, fortalte om sine erfaringer med Social Media Marketing, og vi havde en rigtig god snak omkring hvilke muligheder en virksomhed har for at markedsføre sig idag, og hvorvidt disse skal udnyttes.

Det var egentlig ret fedt, at få vendt og bekræftet en del af de tanker vi har gjort os omkring feltet – helt overordnet set. Derfor føler vi os temmelig ovenpå lige p.t. – nu må vi se hvor længe det holder:-)

Formålet med interviewet var også, at få talt lidt om vores spørgeskemaundersøgelse, og hvad der vil være interessant at spørge indtil. Nu skal vi i gang med udformningen af spørgeskemaet og fortsætte indsamlingen af de mange mailadresser… ARGH! (det er godt nok hårdt benarbejde).

HEP HEP igang med os – beklagelser kommer vi jo ingen vegne med:-)