Fisk-a-teers

31 05 2010

En af de ting som vi snakker en del om, og som vi også  talte med Astrid Haug om på vores møde den anden dag er, hvorfor (nogle) virksomheder er meget tilbageholdende og skeptiske overfor sociale medier. En af grundene som kommer frem i vores undersøgelse, og som Astrid også havde oplevet, er, at nogle ikke mener, at deres produkt eller virksomhed er specielt velegnet til sociale medier. Vi er af den opfattelse, at næsten alle virksomheder på den ene eller anden måde kan drage nytte af sociale medier, hvis det gribes rigtigt an. Det er bare en anderledes kommunikationskanal, og med kommunikationskanal mener vi IKKE et nyt sted man udelukkende skal annoncere eller drive med “push” marketing. Men det er en ny platform, hvorpå du kan komme i kontakt og dialog med dine interessenter, og det gælder for (stort set) alle typer af virksomheder. Astrid Haug nævnte Fiskars som et eksempel på en virksomhed/et produkt, der måske ikke umiddelbart virker som et oplagt produkt, der kan fungere på sociale medier, det er jo bare en orange saks…

Ikke desto mindre har Fiskars stor succes med deres hobbycommunity www.fiskateers.com, hvor scrapbogsentusiaster mødes og er fælles om deres interesse. Medlemmerne på sitet kaldes ”fisk-a-teers” og er ”crafting and Fiskars ambassadors”, altså et helt community af Fiskars ambassadører. (Hvis du vil læse mere om Fiskars og deres Fisk-a-teers, kan du læse om casen i  “Lyt til Elefanterne”).

Fiskars-casen viser, at når man tænker sociale medier, skal man ikke udelukkende tænke produkt, men også kigge på, om der er noget i brugssituationen/anvendelsen af produktet, man kan bygge sin social media indsats op omkring. Vi vil vove at påstå, at det er få virksomheder, som ikke på den ene eller anden måde kunne få gavn af sociale medier, og som er helt uegnede til SMM.

Så hvis du tror din virksomhed ikke egner sig til sociale medier, så overvej det igen!


Handlinger

Information

Skriv en kommentar