At skrive speciale…

24 05 2010

er indtil videre rigtig sjovt!

Selvfølgelig er det også rigtig hårdt og der bliver lagt rigtig mange timers arbejde i det, men det er faktisk fedt. Som f.eks. nu hvor vores store undersøgelse er afsluttet med 236 besvarelser, hvilket vi er mere end tilfredse med.

Vi knokler løs med bearbejdning af al dataen, igen hårdt, men også superspændende at se resultaterne. Det er dejligt at se alt arbejdet med at skaffe respondenter har båret frugt, og vi har fået en repræsentativ og virkelig interessant undersøgelse ud af det.

Udover undersøgelsen læser vi også stort set non-stop ALT, vi kan komme i nærheden af omkring sociale medier, onlinemarkedsføring etc.. Vi skrev tidligere om lidt af vores læseguf, og hvis man er interesseret i at se lidt mere af vores læsestof, kan man tjekke vores LinkedIn profiler (se Om os), hvor man kan se vores “reading lists”. På dem kan man se et lille udsnit af de bøger, vi har kastet os over, og hvad vi synes om dem.

Vi er simpelthen så glade for vores emne valg, og det lyder som en kliché, men vi føler os  priviligerede, fordi vi kan få lov til at beskæftige os med noget, der interesserer os så meget, og lære mere og mere om det. Vi tænker af og til, bliver vi mon trætte af det hele på et tidspunkt, men nej, det er -heldigvis- ikke sket, og vi kan slet ikke forestille os det skulle ske.

Så vi kan kun give alle specialevejlederne ret, sørg for at skrive om noget, der virkelig interesserer dig, så bliver det meget sjovere at skrive speciale.





Kreativ jobsøgning

23 05 2010

Nu står vi jo selv og skal søge jobs om ikke så længe, og vi er ret imponerede over denne mands tilgang til det! Her kunne man måske hente noget inspiration…

Historien er, at manden bag videoen Alec Brownstein, gerne ville have et job som tekstforfatter på et topreklamebureau i New York. Han fik så den geniale ide, at lave en simpel Google-kampagne. Så når man googlede navnene på de kreative direktører i de 5 største New York baserede reklamebureauer, var det  øverste søgeresultat  Alec Brownsteins annonce med teksten: ”Googling yourself is a lot of fun. Hiring me is fun too”. Det kostede ham 6$.

Fire af direktørerne inviterede efterfølgende den kreative tekstforfatter til jobinterviews, og Brownstein fik tilbudt job hos Y&R New York, hvor han arbejder i dag.

Det er en fantastisk god ide og meget godt tænkt. Næsten alle har vel prøvet at google deres eget navn, når man ikke har noget bedre at lave. Han fanger folk i et halv-egoistisk øjeblik, og samtidig i et øjeblik, hvor de har tiden til at undersøge, hvad det er, der kommer frem altså dermed læse Brownsteins “jobansøgning”.

En meget kreativ måde at få opmærksomheden fra de relevante parter, og ikke mindst få jobbet (samt god omtale for Y&R New York efterfølgende) 😉





Bedre bustur

21 05 2010

Det var i sær videoen “Mukhtars fødselsdag” (se her under), der gjorde os opmærksomme på Arrivas kampagne, Bedre Bustur, der har kampagnesitet  bedrebustur.dk, men også  loveseats i de københavnske busser fangede vores opmærksomhed.

Og vi er ikke de eneste, der har opdaget kampagnen, Mukhtars fødselsdag-videoen er set af over 1 million indtil videre. Selv om selve kampagnen har kørt i et stykke tid (ca. 5 uger), er der de seneste par dage kommet masser af omtale til og debat af videoen, bl.a. på  ekstrabladet.dk, jubii.dk, TV2s Go’ morgen Danmark & Huset Markedsføring for blot at nævne nogle. Nogle har endda fundet “fejl” i videoen, så populær er den.

bedrebustur.dk linkes der til Facebook page, twitter profil, man kan se alle videoerne og billederne fra En Bedre Bustur. Desuden kan man skrive tanker/ideer til En Bedre Bustur, hvilket mange har gjort, og Bedre Bustur-folkene er  gode til at give respons.

Formålet med En Bedre Bustur er at skabe et bedre miljø både udenfor og indenfor bussen, og det virker som lige i øjet at integrere sociale medier i kampagnen. Det gør bussen nærværende for folk, og kampagnen formår virkelig at inddrage en masse gode elementer, og interagere med sine kunder.

Det er rigtig fedt at se en dansk virksomhed, der i den grad har formået at integrere og skabe synergi med sociale medier. Og for at være lidt teoretisk (man er vel specialestuderende), så er den et godt eksempel på Gladwells tipping point 😉

Det er Kadaver og bybird, der står for kampagnen, hvis du vil vide endnu mere kan du også se mere på Kadavers blog.





Social Media Revolution 2 (refresh)

20 05 2010

Så har Erik Qualman lavet en opdateret version af sin video, som vi viste her. Igen giver videoen et billede af, hvor hurtigt det går med sociale medier og hvilken effekt de allerede har på vores hverdag, den er meget i stil med den gamle – bare med nyere tal.

Tallene i videoen er fra hans bog Socialnomics (som vi skrev om tidligere).

Erik Qualman er selv en aktiv mand på sociale medier, og han forstår selvfølgelig at bruge dem. Han har ca. 32.500 followers på Twitter, og denne video fik i løbet af de første 3 dage den lå på YouTube over 64.000 visninger, og har siden den blev lagt på 5. maj haft 260.012 visninger. Tallene i sig selv er jo ikke nødvendigvis et succeskriterium, men det som det virker til, at Qualman gør godt, er involvering og interaktion. Han er rigtig god til at følge omtalen af sin bog , og eksempelvis skrive til de, der nævner bogen eller ham på Twitter, hvilket er ret godt klaret, når man tænker på hvor mange, det højst sandsynligt er.  Han er et godt eksempel på en person, der er engageret og interesseret i sociale medier, og det er virkelig et godt udgangspunkt hvis man vil anvende og få værdi fra sociale medier.





Forsmag på resultater!

10 05 2010

Vores store spørgeskemaundersøgelse er i fuld gang! Selvom undersøgelsen først lukkes i næste uge, så har vi smugkigget lidt på resultaterne – og vi kan godt afsløre, at det er yderst interessante findings!

Vi kan se, at der på nuværende tidspunkt er 189 respondenter, der har besvaret vores spørgeskema – tusind tak til dem!

Ud fra denne foreløbige data tyder det på, at respondenterne ser mange områder, hvor Social Media aktiviteter kan fungere effektivt, men hvor de ikke har fundet ud af, hvordan de helt konkret skal gribe det an. Adskillige giver udtryk for, at de mener, at Social Media egner sig rigtigt godt til flere forretningsmål, som loyaltetsudvikling eller opbygning af brand awareness, men at de endnu ikke har løst gåden for hvordan, de selv får Social Media ordentligt inkorporeret i deres marketingstrategi – for derved at kunne drage nytte af de egenskaber, der ligger i Social Media (og som respondenterne også er klar over!).

Og hvordan knækker man så lige sådan en nød?
Med 73,6% af respondenterne, der forudser at investeringen i markedsføring via sociale medier vil stige indenfor det næste år – så må vi håbe, at vores afhandling kan knække nøden, og bidrage til hvordan man rent praktisk udnytter potentialet i Social Media.

Vi glæder os til at præsentere alle data for jer, når undersøgelsen er afsluttet.

Så STAY TUNED – det bliver spændende!





Bysteds gå-hjem møde om sociale medier

2 05 2010

Bysteds gå-hjem-møde var bestemt et hit hos os! Vi var lidt skeptiske inden vi tog afsted, da erfaringen er, at seminarer/gå-hjem-møder som dette hurtigt kan blive en salgstale for bureauet bag, og selvom det nok er en af motiverne bag et sådant arrangement, så var det slet ikke på en anmassende og utroværdig måde. Tværtimod gik man derfra og følte, at man virkelig havde fået noget ud af de 2 timer, det varede. De havde nogle meget spændende og forskelligartede præsentationer (se dem her), der hver især bidrog med interessant viden og information, og førte til god dialog om, hvordan sociale medier kan anvendes af virksomheder.

Udover oplæg fra Bysteds chefrådgiver for digital kommunikation Mikkel Noe Westh,  deres web og kommunikationsrådgiver Nicolai Hauge Knudsen, og deres  kommunikationsrådgiver  Jonas Friisberg Nielsen var  Connie Westergaard fra Wonderful Copenhagen og Ricki Melchior fra TV2 der, for at fortælle om hvordan TV2 og Wonderful Copenhagen anvender sociale medier til marketing. De fortalte om hvilke erfaringer, de havde gjort sig, både de gode og de dårlige, samt hvilke resultater de havde opnået. Det var meget interessant at høre det ud fra virksomhedernes synspunkt, hvilke tanker og forbehold de havde haft, og hvad de konkret fik ud af det.

Alt i alt 2 timer med super indhold, og de her 2 specialestuderende blev endnu engang bekræftet i, at det er det HELT rigtige, vi har valgt at skrive speciale om!





Social Media Revolution – varm luft eller ej?

17 04 2010

Eric Qualman, manden bag Socialnomics, som vi har nævnt her, twittede tidligere på ugen om denne video.

Den kan ses som et indspark til debatten omkring hvorvidt sociale medier er en dille, eller er kommet for at blive. Mange er måske stadig lidt i tvivl om værdien i de sociale medier, og vil gerne have håndfaste beviser på deres værdi. Vi synes debatten er interessant. I næste uge tager vi også til et gå-hjem møde omkring sociale medier, som Bysted afholder, hvor bl.a.  Mikkel Noe Westh vil tale om: “Værdien af sociale medier – varm luft eller ”the silver bullet”?” Det bliver spændende at høre, om der kommer  forskellige synspunkter frem, og hvad disse er.

Vi er -ikke overraskende- slet ikke i tvivl om, at sociale medier er kommet for at blive!





Christie Stauning Andersen fra NetSeeds

11 04 2010

På torsdag skal vi have en snak med Christie, som er ret sej til det der med markedsføring via sociale medier. Efter at have skrevet speciale om Ungdomshusbevægelsens brug af sociale medier fra ITU startede Christie NetSeeds, hvor hun rådgiver virksomheder i brugen af sociale medier og holder foredrag. Hun har bl.a. holdt foredrag for Dansk Netværk, se præsentationen her:

Du kan desuden se endnu flere præsentationer fra Christie Andersen på SlideShare, eller tjekke hendes hjemmeside netseeds.dk.
Vi glæder os allerede til at høre hendes mening om danske virksomheder og deres brug af sociale medier!




Endnu en omgang nyt læseguf!

1 04 2010

Vi læser og læser – og bliver simpelthen så kloge!

Her kan I se vores 3 nyindkøbte SMM bøger:

1. Groundswell af Charlene Li & Josh Bernoff

2. Socialnomics af Erik Qualman

3. Marketing to the Social Web af Larry Weber

Vi har efterhånden allerede guffet en del bøger omkring Social Media Marketing i os – og vi glæder os til at se, hvad disse bøger har at byde på.

Vi kunne forstå på Rune Varnaa, at Groundswell er en “must-read” – så tror vi starter med den:-)

Så er påsken i speciale-land skudt igang!!!

Hej Hej





Interview med Rune Varnaa i hus!

25 03 2010

Æblekagen var sat på bordet, optageren lå klar, spørgerammen var trænet igennem – da to meget spændte specialestuderende skulle have møde med Rune Varnaa, der er underviser i Online Marketing.

Det var et super spændende interview! Da interviewet var afsluttet, var vi pludselig blevet dobbelt så begejstrede for vores emne, som da vi begyndte – og samtidig føler vi, at vi er på rette vej. Rune Varnaa, der har arbejdet en del år som konsulent, fortalte om sine erfaringer med Social Media Marketing, og vi havde en rigtig god snak omkring hvilke muligheder en virksomhed har for at markedsføre sig idag, og hvorvidt disse skal udnyttes.

Det var egentlig ret fedt, at få vendt og bekræftet en del af de tanker vi har gjort os omkring feltet – helt overordnet set. Derfor føler vi os temmelig ovenpå lige p.t. – nu må vi se hvor længe det holder:-)

Formålet med interviewet var også, at få talt lidt om vores spørgeskemaundersøgelse, og hvad der vil være interessant at spørge indtil. Nu skal vi i gang med udformningen af spørgeskemaet og fortsætte indsamlingen af de mange mailadresser… ARGH! (det er godt nok hårdt benarbejde).

HEP HEP igang med os – beklagelser kommer vi jo ingen vegne med:-)